Efter vi er blevet en familie på 5 sætter det nogle nye krav til et velfungerende spisebord. Det har været svært at finde et passende bord hvor vi alle havde en fornemmelse af at sidde samlet og hvor ingen har skulle sidde ‘langt´ fra hinanden. Valget faldt på et rundt bord men så stødte vi pludselig ind i bordben – og størrelsesproblematikker. Så vi har bygget et selv.

Eller det vil sige vi har stykket et sammen af eksisterende dele så det passer perfekt til vores behov som familie.

Vi fandt et trekantet stel og en stor rund MDF plade på dba.dk.

Pladen er blevet skåret fra 186 cm til 150 cm i omkreds. Alle dele vasket og slebet og kanten er blevet fuget med plastiktræ så den er glat og ensartet.

Vi har boret de allerede eksisterende huller i stelet helt igennem så pladen kan skrues fast til bordet nedefra.

Bordet er lavet over en weekend, midt i stuen så alle har kunnet deltage med hver deres formåen.

Stel og undersiden af bordpladen er malet med træ og metalmaling mat maling i farven grafiksort ( Farvekode 9011).

Vi har undersøgt flere mulighed i forhold til bordpladen og valget faldt på alm gulv linoleum. Normalt ville man bruge desktop til bordplader og andre møbler men vi valgte gulvlinoleumet da den er mere smidig at arbejde med – det viste sig også at være en fordel da både min mand og jeg er helt grønne når det kommer til at arbejde med linoleum – og så var vi heldige at finde en rest i den helt rigtige sorte.

Gulvlinoleum ligger på et gitter af små tråde som kommer til syne når man skærer kanterne så det var noget af et sats da vi ikke var klar over om vi ville kunne opnå det ønskede resultat med rene kanter.

Linoleumet er limet på pladen og efterfølgende skåret og slebet til. Vi blev anbefalet at bruge vådrumsslibepapir til finishen og det viste sig at være det helt rigtige materiale dertil.

Det tog en hel dag og slibe det sidste finish men det er det hele værd. Bordet er blevet lige som vi ønskede det og mere til. 

Alt i alt har bordet kostet os lige over 900 kr.

Hvis du ønsker at springe ud i ligende projekt er det en god ide at:

  • Bruge tid på at finde materialerne. Der er flere tæppehandlere der ligger inde med større og mindre rester som de sælger til fornuftige priser.
  • Købe linoleum og tage en prøve med til farvehandleren så i får den helt rigtige farve.
  • Brug god tid på at smøre limen på ensartet – når først linoleumet er lagt kan det ikke flyttet.
  • Vær tålmodig og brug den tid der skal til for at ´stryge´ evt bobler ud når linoleumet ligges på pladen.
  • Lad det tørre helt inden det skæres til.
  • Brug vådrumsslibepapir til den sidste finish (kan købes hos farvehandler til 12 – 15 kr).
  • Gem lidt maling til evt at reparere kanten med efter den sidste slibning.