Min Berta fylder 4 år i dag og havde et ønske om at dele kajkager ud til vennerne i børnehaven.
Kagerne er bygget op af alm lagkagebunde, stukket ud med en 4 cm cirkel udstikker og lagt sammen med jordbærmarmelade.  På øverste lag ligger smørcreme og så afsluttet med grøn marcipan.

Øjnene er sukkerøjne sat fast med lidt smørcreme og tungen farvet smørcreme sprøjtet igennem et lille hul i sprøjteposen. Hele kagen er sat i en mini muffinsform.

Jeg var heldig at finde de fleste materialer hos Hellebergs.com. Bundene, smørcremen og marcipanen klargjorde jeg dagen før så hele molivitten blot skulle lægges sammen.

Lagkagebund:

3 æg

100 g sukker

50 g kartoffelmel

50 g hvedemel

2 tsk bagepulver

Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æg og sukker til en luftig masse. Bland de mel og bagepulver, sigt det i æggemassen og vend forsigtigt sammen. Fordel massen i et jævnt lag på en badepande med bagepapir. Bag ca. 8 min midt i ovnen.

Smørcreme:

180 g flormelis

150 g smør

2 tsk jordbærmarmelade uden klumper

2 tsk limesaft

Pisk smør, flormelis, marmelade og lime til en blød masse. Tag en lille portion fra til tungerne og bland det med rød frugtfarve.

Af den overstående mængde fik jeg 34 fine børnevenlige frøkager.

Super enkelt og ungerne var svært begejstrede.